Templerne i Bangkok

I dag besluttede vi os for at se hvad alle andre turister tager til Bangkok for at se. Templerne. Vi stod op omkring klokken 6:30 og gik dernæst ned til havnen, hvor vi blev hentet af vores guide. Jeg lavede på vejen sjov med, at jeg mente, at dagens program ville komme til at bestå af at se Buddha i diverse stillinger og materialer, og jeg tog ikke helt fejl. Det første stop på vores tur var templet "Wat Traimit", som huser en tre meter høj Buddhastatue, der næsten er lavet af rent guld. Derfor kaldes templet også "Den gyldne Buddhas tempel".

Statuen vejer 5,5 ton og har en meget interessant historie. Man ved ikke hvornår den er blevet lavet, men eksperter har, grundet stilen, dateret dens oprindelse til det 13-14 århundrede. Grundet krigen med Myanmar dækkede man den helt til med et tykt lag stuk i håb om, at den ikke ville blive stjålet.

Senere, i 1801, efter Bangkok blev etableret som den nye hovedstad i Thailand, beordrede kongen at samtlige gamle Buddha statuer, herunder den gyldne Buddha, skulle bringes til Bangkok fra de ødelagte templer. Statuen var stadig dækket af stuk, og visheden om dens sande identitet var gået tabt igennem århundredene. Statuen stod under et simpelt tag lavet af tin, men Thailænderne bad stadig til den, som var det

hvilken som helt anden statue, ligeglade med hvad den var lavet af. Det var først i 1955, efter et nyt tempel var blevet bygget til statuen, at man opdagede dens sande identitet. Statuen var blevet flyttet gentagne gange, men det var da den skulle flyttes en etage op, at det utrolige skete. Man havde bundet statuen fast med reb, men lige som man havde hejst den op gik rebene i stykker, og statuen landede med et brag på jorden.

Da støvet havde lagt sig så man for første gang i mange hundrede år den gyldne Buddha i al sin pragt.

Vi besøgte også et mindre tempel ved siden af, hvor der sad munke og mediterede, så af respekt for dem tog jeg ikke nogle billeder.

Det næste stop på vores tur var The Grand Palace, som har huset Thailands konger siden 1782, hvor det blev opført. Gennem årene har de forskellige konger bygget noget til, men hovedattraktionen er stadig smaragdbuddhaens tempel, som blev opført i 1783.

Da vi ankom til indgangen af paladset fortalte vores guide os, at der var meget travlt lige nu, eftersom den afdøde konges aske befandt sig i bygningen. Efter kongens død befandt Thailand sig i en sorgperiode. Man sørgede over den afdøde konge i et helt år, hvilket betød at de lokale Thailændere fik lov til at besøge templet i hele denne periode for at sørge over deres konge. Han var højtelsket iblandt folket, og som vores guide sagde: "Han lærte os ikke at elske ham. Han lærte os at elske hinanden". Kongen trådte til da han var 19 år gammel og tjente Thailand i lidt over 70 år før hans død. Efter kongens død var hans søn trådt til, men som vores guide forklarede os, så ville han aldrig nogensinde kunne leve op til sin far, uanset hvor god en konge han blev.

Da vi var kommet forbi sikkerhedsvagterne fortalte vores guide os, at vi gerne måtte tage billeder udenfor, men at vi ikke måtte tage billeder inde i smagardbuddhaens tempel. Bygningerne og arkitekturen var noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Hver enkelt ædelsten, glasstykke og metalskulptur var blevet lavet i hånden.

Da vi trådte ind i templet var vi fuldstændig betagede. Lyset var dæmpet, de folk der snakkede turde kun hviske og aller øverst, ovenpå et omhyggeligt konstrueret bjerg af skatte, sad statuen af Buddha, iklædt guld. Hver gang årstiden skiftede holdtes en ceremoni, hvor hans tøj skiftedes, og da vi var i Thailand skulle forårsceremonien snart holdes. Om vinteren blev han iklædt et guldsjal, om foråret/efteråret blev han iklædt en langærmet guld munkekåbe og om sommeren blev han iklædt et skærf, samt diverse royale smykker.

Efter The Grand Palace gik turen til den liggende Buddhas tempel. Inde i templet lå der en 43 meter lang og 15 meter høj Buddhastatue. I den buddhistiske tro tror man på, at man bliver reinkarneret efter sin død, og man bruger derfor sit liv på at opnå nirvana for at stoppe denne cyklus. Denne statue er derfor meget betydningsfuld for den buddhistiske religion, idet den viser Buddha døende, efter at have opnået Nirvana, det som alle Buddhister stræber efter at opnå.