Eventyr på The Gold Coast

Efter 13 dage i Brisbane følte vi, at vi havde udforsket alt hvad byen havde at byde på, så den 16. valgte vi at rejse til The Gold Coast, som med tog ligger omkring en time syd for Brisbane. Her havde vi bestilt et hotel, som lå lige ud til havet, hvilket var noget vi havde savnet i Brisbane. Dette hotel havde også et fuldt udstyret køkken, så vi så frem til rent faktisk at kunne lave mad og give mikrobølgeovnen en pause.

Da vi efter et par dage var faldet til rette, besøgte vi i weekenden vandlandet Wet n' Wild og Warner Bros Movie World. Warner Bros har produceret rigtig mange kendte film såsom Justice League, Harry Potter, Looney Tunes (herunder Snurre Snup) og mange flere. De havde indrettet forlystelsesparken som en by, og det var helt utroligt at gå rundt i deres verden.

Souvenirbutikken fik også et besøg, hvor Camilla købte The Elder Wand, en kendt tryllestav fra Harry Potter, og Frederik, som en tidlig fødselsdagsgave til mig, købte The Time Turner, en amulet fra Harry Potter filmene, som efter sigende giver bæreren evnen til at rejse i tiden...

At sige vi var som børn juleaften, da vi forlod forlystelsesparken, ville være en underdrivelse.

I dag skulle vi noget, som vi havde set frem til det meste af vores tid i Australien. Nemlig en populær aktivitet ved navn "Tree Top Challenge", som oversat til dansk betyder trætopsudfordringen. Det går ud på at man møder op, får en hjelm, handsker og en sele, og så ellers begiver sig ud på klatreture mellem trætoppene i bedste spiderman stil. Mere om det senere. Det første stop på vores program i dag var nemlig noget andet, som hed "The Canyon Flyer", hvor vi blev kørt op til toppen af et bjerg og derefter ziplinede ned via syv ziplines i varierende længder og højder. Vi kørte med ca. 70 km./t. og udsigten deroppe fra var utrolig smuk. Der var endda nogle af dem, hvor man kunne lave tricks, og der hang vi på hovedet, lavede trust fall ud over kanten af platformen og meget mere. Kun fantasien, og sikkerheden selvfølgelig, satte grænser.

Da vi blev færdige cirka tre timer senere blev det tid til "The Tree Top Challenge". Der var fire sværhedsgrader: Grøn, rød, blå og til sidst sort. Udfordringerne bestod i at der, mellem to træer, eksempelvis var sat nogle små platforme op, som man skulle hoppe på, for at komme over på den anden side. Man var sikret hele tiden via to avancerede karabiner, som klikkedes fast i en metalsnor over en. De var lavet på sådan en måde, at kun den ene kunne klikkes løs af gangen, så når man skulle skifte fra en snor til den anden, så skulle den ene krog sidde fast, før den anden kunne løsnes. Efter lidt øvelse med karabinerne var det ellers bare at gå igang.

Hvad jeg ikke havde forudset var hvor bange jeg rent faktisk endte med at blive. Jeg har altid været lidt på vagt når det gælder højder, men efter at have klaret "The Canyon Flyer" uden problemer havde jeg slet ikke forudset hvor skræmmende "The Tree Top Challenge" ville blive. Camilla forklarede det rigtig godt, så nu vil jeg løst citere hende. Hun sagde, at det ikke var højden jeg var bange for, men faldet. Camilla beskrev, at hun altid har været bange for luftballoner, fordi der er en chance for at falde ud, hvorimod hun skydivede uden problemer, idet faldet var hele meningen. Dette gav meget mening for mig, idet jeg ziplinede uden problemer, idet det var meningen at jeg skulle falde, hvorimod banerne var skræmmende, fordi jeg var bange for at falde ned.

Der var et øjeblik hvor jeg gik i panik mens jeg skulle hoppe fra platform til platform, men Frederik og Camilla var rigtig gode til at hjælpe mig igennem det, og før jeg vidste af det, var jeg ovre på den anden side. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor stor en forskel det gjorde at have dem der.

Jeg endte med at gennemføre alle banerne, undtagen den sorte, hvilket jeg var meget stolt af. Derefter gik jeg ned og heppede på Frederik og Camilla, som klarede den sorte bane super flot. Camilla, med sine 158cm., kæmpede bragt og holdt længere end mange fuldvoksne mænd, som måtte springe fra undervejs.

Alt i alt var det en grænsebrydende dag, og på trods af at jeg ikke gennemførte den sorte bane, var jeg stolt af mig selv og af os alle tre, for at have sprunget ud i det.