I dag er den sidste dag vi havde i Brisbane, så vi besluttede os for, at det var på tide at komme ud af byen og se noget natur. Vi fandt ud af at The Glass House Mountains (Glashusbjergene) kun befandt sig omkring en time med tog fra Brisbane, så vi pakkede tre flasker vand, nogle bananer og en pakke kiks ned og så tog vi ellers afsted.

Men da vi ankom halvanden time senere, kunne vi godt se, at der var noget, som ikke var helt passede ind i vores forestilling af den idylliske bjergvandretur. Vi befandt os i en lille bitte by, som fik selv Nybøl til at ligne København. Af alle dage vi kunne have valgt at tage ud af byen endte det selvfølgelig også med at blive den dag, hvor det var 37 grader varmt udenfor. Så vi kampsvedte mens vi ledte efter tegn på liv i den ellers så øde by og endte med at finde en lille informationsbygning. Vi gik ind og blev mødt af vores frelsere. Nemlig klimaanlægget og to ældre damer. De kiggede medlidende på os og fortalte os, at vi ikke var de første der kom med tog fra Brisbane, med den forventning om, at vi kunne komme ud og vandre i bjergene. Vi spurgte så, om der ikke var noget offentlig transport i byen, hvortil hun svarede, at de havde en enkelt taxa i byen, en mand som de ikke kunne få fat på. Der måtte Frederik, Camilla og jeg kigge hinanden i øjnene og lægge en slagplan. Vi kunne ikke gå ud til bjergene i den varme, det var helt sikkert. Men lige da vi skulle til at vende næsen hjemad igen, tilbød en hollandsk mand, som havde snakket med de ældre damer i noget tid, at køre os derud. Han satte os af ved bjergene, og så var det ellers bare at sætte det lange ben foran.

Efter omkring en time, som med varmen og de stejle trapper føltes som en evighed, var vi endelig nået toppen, og det var ellers noget af et syn. Fra Mount Ngungun, det bjerg vi havde besteget, kunne vi se alle de andre bjerge i området. Vi nåede helt op på toppen af bjerget, så vi fik et uforstyrret 360 graders syn af bjergene omkring os. Det var helt fantastisk.