Lone Pine Koala Sanctuary

Vi glædede os meget til denne dag, for i dag var dagen hvor vi skulle prøve at holde en koala for første gang!! Efter en god portion morgenmad fra buffeten på hotellet, tog vi en taxa ud til havnen, hvor vi skulle mødes med den organisation, som havde planlagt turen.

Noget jeg ikke har nævnt endnu er hvor utrolig venlige de lokale er hernede, og i dag var ingen undtagelse. Da vi steg ombord på båden blev vi mødt af to glade Australiere, som spurgte om vi kom fra Tyskland. Da jeg så sagde, at vi kom fra Danmark, men dog lå tæt på Tyskland, blev den ene helt chokeret og spurgte mere ind til hvilken del af Danmark vi kom fra. "Are you from Auls?", spurgte han os. Da det gik op for os, at han spurgte os, om vi kom fra Als, og bare ikke helt kunne udtale det, nikkede vi ivrigt, hvorefter han slog sig selv på låret og sagde, at så måtte vi næsten kende hans ven Derek Iversen. Det måtte vi jo så bekende, at det gjorde vi ikke, men det lagde ikke en dæmper på hans humør. Vi fik nogle pladser ovenpå båden med udsigt udover floden, og så sejlede vi ellers afsted.

Efter omkring en time på båden med en underholdende guide, ankom vi til Lone Pine Koala Sanctuary, som blev grundlagt for at redde koalaerne, som blev jagtet for deres pels. Men på grund af deres succesfulde avlsprogram har de nu over 130 koalaer i deres varetægt.

Da det var vores tur til at holde koalaerne, blev vi grundigt instrueret i hvordan vi skulle stå. Vi skulle stå helt stille, vores hår skulle være bag vores skuldre og så skulle vi folde vores hænder under hinanden. Så fik vi koalaen, som søvnigt holdt fast på os, som om vi var et træ.

Alle koalaerne i Lone Pine Sanctuary må kun have med mennesker at gøre i 30 minutter om dagen og har også flere dage om ugen, hvor de kan være for sig selv, informerede de os. Man kunne godt mærke at dyrenes velbefinde var i højsædet, hvilket var forfriskende at se.

Som vi gik rundt i parken lagde vi mærke til, at alle dyrene havde deres egen hule af en art, hvor de til hver en tid kunne gå hen, hvis de havde fået nok af turisterne.

Der var også flere af burene, som var tomme, og vi kunne læse os frem til, at det var fordi dyrene var blevet taget ud på et større areal hvor de kunne få rørt sig lidt.

Noget andet spændende vi prøvede den dag var at fodre kænguruerne. Der var et kæmpe område reserveret til kænguruerne, hvor man kunne gå ind uden at skulle følges med en af medarbejderne. De hoppede bare frit rundt side om side med emuerne og wallabiesne, hvilket var et syn for sig selv. Man kunne købe noget foder i den lille cafe- og souvenir butik, og så var det ellers bare at begive sig derind.

På skiltene kunne vi læse os frem til, at man skulle sætte sig ned ved siden af dem, så de ikke prøvede at hoppe op efter maden, og fodre dem med flad hånd. Men vigtigst af alt måtte man ikke prøve at røre deres "joeys" som er det de kalder ungerne i Australien.