De varme kilder, smaragdsøen og tiger cave templet

Vi havde hørt rigtig meget om det såkaldte "Tiger Cave Temple", men havde ikke haft lyst til at tage afsted, eftersom vi havde set, at turen ikke havde fået særlig gode anmeldelser, på basis af, at turen var for turistet. Men henover aftensmaden besluttede vi, at vi, med så få dage tilbage i Thailand, simpelthen blev nødt til at tage afsted. Vi blev enige om, at det var som at tage til Paris uden at se Eiffeltårnet. Turen indebar et besøg til Thailands famøse varme kilder, den berømte Emerald pool og til sidst Tiger Cave templet (oversat til tigerhuletemplet). Jeg havde uheldigvis været lidt småsyg over de sidste par uger, så jeg blev lidt nervøs da jeg hørte, at man skulle gå op af 1237 trappetrin, for at nå op til templet, men besluttede alligevel, at jeg ville tage afsted, og se hvordan det gik.

Turens første stop var heldigvis ved de varme kilder, og jeg havde derfor lidt ekstra tid til at forberede mig til vandreturen op til templet. Som vi havde forventet, var der meget fyldt, og vi var lidt skeptiske over hvordan resten af turen ville komme til at gå. Når det så er sagt var vandet dejligt, og det var helt sikkert oplevelsen værd.

Da vi var færdige kørte vi hen til det sted hvorfra vandreturen til smaragdsøen skulle begynde. Men først fik vi lige det vigtigste på plads. Frokosten. Som altid blev der serveret en masse ris og små "gryderetter", så vi gik glade derfra med fulde maver.

Der var to ruter ud til søen og efter lidt diskuteren frem og tilbage valgte vi den lange sceniske rute. Der var bygget en smal slags bro, der snoede sig igennem landskabet, som os turister kunne gå på. Det var fantastisk at se, hvordan de byggede gangstien med sådan en stor respekt for naturen. I stedet for at fælde træerne for at optimere ruten til søen snoede gangstien sig imellem træerne. Da vi ankom, var der, ligesom før, mange turister, men vi nød stadig at svømme blandt fiskene.

Efter en halv dag med badning og afslapning blev det tid til den del af dagen jeg ikke havde set så frem til. Gåturen op til templet. Vi parkerede for foden af bjerget og fik derefter at vide, at vi ville få halvanden time til at komme op af bjerget og ned igen.. Der kiggede vi alle tre lidt skeptisk på hinanden. Ja, det var vel bare at sætte den ene fod foran den anden!

Det var lettere sagt end gjort. Vi havde ikke gået lang tid før det begyndte at blive overskyet, og kort tid efter begyndte det at regne. Blandingen af vores sved og regnen gjorde det til en kold tur derop. Frederik var den sejeste af os og holdte tempoet mens Camilla og jeg sakkede lidt bagud. Heldigvis var der plateauer undervejs, hvor vi lige kunne få vejret.

Trappertrinnene blev højere og højere, og nogle steder var de over en halv meter høje. Der gav det næsten mere mening at kravle op. Der var mange gange hvor vi overvejede at vende om, men til sidst kom vi op til toppen! Og hold da op, var det gåturen værd! Udsigten derfra var fantastisk. Der var fuldstændig fredfyldt og stille. Så på trods af at vi var trætte, kolde og røde i hovederne, tog vi stolt et sejrsbillede fra toppen.