Fra New York til Calgary

Mandag 18. juni
Vi var oppe kl. 5 og var næsten på dækket alle. Kl. 7 skulle vi spise morgenmad og da vi igen kom på dækket, kunne vi begynde at se land.
Vejret var fint, kl. 8 kom lodsen ombord og lidt senere, da nåede vi land.
Alle de, der skal se vores pas og papirer, så man bliver straks nervøs for, at det hele ikke er i orden.
Vi så jo Frihedsgudinden, som noget af det første, der bød os velkommen til Amerika. Der sad nogle i salen, hvor vi kom ind, der skulle hjælpe de, der ville have hjælp. De kaldes ”Traveler” og bærer et mærke. Vi blev samlet en del, der skulle på flyverstationen. Bagagen var kommet ind i en stor hal, mit stod under mærket L
Da jeg kom derind, fik jeg en glædelig overraskelse, ved mine kufferter stod der to fra Ulfborg, Ole og Ejnar, to af mine klassekammerater og nabobørn, den ene er min fætter, de hjalp mig

at ordne papirerne derinde og Ole Meldgaard hjalp andre også sammen med ”Travelen.” Ole kunne jo både engelsk og dansk.

Vi var der i en støvet ventesal til over middag, vi kom i land ved 10 tiden, der var intet mad at få; men heldigvis vand at drikke.
Vi snakkede jo om Ulfborg og fælles bekendte og tiden gik hurtig.
Ejnar Tang Nielsen tog hjem derfra. Ole var med på flyverkontoret, hvor jeg fik billetten i orden, kl. var 13. Vi spiste middagsmad der.
Jeg var også sulten, det var en mægtig, stor hall med en lille bar og spisesal i den ene ende, vi fik kalvekotelet med grønærter og franske kartofler og bagefter kogt, blandet frugt. et glas isvand blev sat på bordet med det samme, vi satte os. Vi gik en tur, det var ikke langt derfra og så De Forenede Nationers bygning med alle flag foran, det er et mægtigt glaspalads, vi fandt selvfølgelig Dannebrog.
Det var 30 graders varme efter dansk termometer, så der var snart

ikke til at ånde. Fra flyverkontoret skulle vi til flyvepladsen. Vi skulle med en bus derud kl. 16. Ole tog med, det tog en god time at køre derud, sikke en trafik, sommetider skred det næsten ikke frem. Vi kørte forbi store kirkegårde, som vel engang havde ligget langt udenfor byen., der var tusindvis af granitsten og kors, de stod tæt; men der var kun græs overalt, ingen gravsteder, som vi ser i Danmark. Enkelte var pyntet med en buket eller et flag, jeg tænker at det var kunstige blomster, det bruges meget her.
Efterhånden kom vi mere udenfor byen og farten sættes op. Vi nåede lige derud til pladsen, inden flyveren skulle gå. jeg måtte hurtig sige farvel og tak til Ole Meldgard

Det var dejligt, at flyve efter al den sejlen. Jeg følte ikke mindste ubehag. Det var bare så mærkeligt, at se at husene og markerne blev mindre og mindre, for til sidst helt at forsvinde. Jeg syntes, det var rarere, da vi var kommet op over skyerne.
Lidt efter at vi var startet, blev der serveret aftensmad for alle.
Der var en klap i stolen foran til at slå ned, det ligner jo en stor rutebil indeni. Der var vist plads til godt 100. Vi fik kyllingesteg med ærter og kartoffelmos, kaffe eller the efter behag. Der var en bolle + smør og en kage. Alt er jo lavet og anrettet fra land.

Kl. 19 var vi i Toronto, hvor jeg skulle skifte, så var jeg i Canada. Mit pas skulle efterses, det er ikke så nemt, når man ikke kan sproget; men alle er flinke.
Da jeg gik ud fra kontoret, traf jeg en stewardesse, jeg viste hende min billet og da hun var norsk, forstod vi hinanden med det samme
Aa, er du lige kommen ind med Stavangerfjord i dag. Hun sagde så, at jeg skulle sætte mig hen på en stol, så skal der nok komme en sød jente og tage mig med.

Der var en times ventetid, man kan nok føle sig lidt ensom; men da tiden var, kom der en stewardesse efter mig og en mere, der sad der. Nu skulle jeg ikke skifte mere, nu gik turen lige til Calgary.
Vi landede ved flere byer, til sidst var der ikke ret mange passagerer i maskinen. Stewardessen hyggede om os med en pude til hovedet og et tæppe til benene. Vi fik serveret kaffe, the eller mælk med lidt tørre kager til et par gange. Men jeg syntes klokken blev så mange, efter billetten skulle jeg være i Calgary kl. 23,45 og klokken var langt over 24, inden vi nok var der. Heldigvis, syntes jeg, kendte jeg adressen, så kunne de vel skaffe mig en taxa på flyvepladsen.

Mit ur var over tre, da stewardessen kom og vækkede mig og sagde Calgary. Vi var ikke landet, jeg så ud af vinduet og kunne se ned over byen, det var et strålende lyshav. Da vi var landet, blev jeg siddende til sidst og en stewardesse kom og tog mig med ud. Og da jeg kom hen til hallen, stod både Poul og Susan udenfor døren med blomster til mig, jeg kunne kende dem med det samme. Kirstine var inde i hallen. Gensynsglæden var stor. Jeg var glad for et rejsen var endt og alt var gået godt.
Jeg så, så at uret i hallen var godt 24, mit ur skulle jo sættes 3 timer tilbage på strækningen fra New York til Calgary.
En ung dansker, som bor hos Kirstine og Niels, kørte for dem til

flyvepladsen. Niels arbejder jo for tiden i Red Dec c. 150 km herfra og kommer kun hjem i weekenden, som er fra fredag aften, han kører igen tidlig mandag morgen.
Vi kom hurtigt hjem, fik en kop the og snakkede lidt, inden vi kom i seng, vi har jo tiden for os nu.